Forside > Selvhjælp for ledere > Historiestafet > Andet led > Undgå magtfuldkommenhed

Den magtfuldkomne leder


Af Hanne Zeuthen 

Ældrechef, Københavns Kommune

 
Det bærende i mit gode arbejdsliv er, at opgaverne udføres i et fællesskab, hvor jeg søger at undgå magtfuldkommenhed. Den dag jeg måtte opleves som en bedrevidende, belærende og magtfuldkommen leder, har jeg måske ikke længere problemer med mit psykiske arbejdsmiljø; men så har jeg et langt større problem som leder og som menneske.
 

Ordet magtfuldkommenhed indgik i et læserindlæg om en jysk borgmester. Samme borgmester blev også karakteriseret som en leder, der havde udviklet sig som en bedrevidende og belærende person, for hvem den styrkemæssige positionering var det væsentligste. Måske trives denne borgmester med sin position? Måske er borgmesterens psykiske arbejdsmiljø præget af, at han kontinuerligt må være agtpågivende, så stødene ikke sættes ind, hvor han opleves sårbar?

 

Arbejdsfællesskab, ja tak

I mine mange år som leder har jeg søgt et arbejdsfællesskab, hvor de tillægsord, der hæftes på denne borgmester, ikke hæftes på mig. Ud fra et ønske om at undgå et arbejdsmiljø, hvor jeg som leder er marginaliseret, men også ud fra en tro på, at arbejdsfællesskabet giver arbejdsglæden og de gode resultater.

 

Ledelsesuvejr, nej tak

Jeg har oplevet arbejdspladser, hvor medarbejderne, trods et forfærdeligt arbejdsmiljø, holdt ud, fordi de stod sammen – ikke imod lederen, for der var en stiltiende accept af arbejdsvilkårene, nej, de stod sammen om at udtænke veje til at undgå at påkalde sig et ledelsesuvejr. Denne evne til at afkode lederens humør, koble det med dagens arbejdsprogram og forsøge at undgå de største ledelsesmæssige udfald, så arbejdsdagen blev tålelig for medarbejderen, kræver et særligt medarbejdertalent.

 

Senere i livet har jeg tænkt på disse ikke så få ledere, der var kendetegnede ved det modsatte af god ledelse – de var opfarende, egocentrerede, manglede visioner – ja, blot overblikket i forhold til de daglige opgaver, undertiden var de fagligt inkompetente, de så ikke potentialet i deres medarbejdere, og der var ingen grobund for medarbejderudfoldelse og vækst.

 

Den private leder

Oplevede medarbejderen lederen i privat sammenhæng, var det ofte en ganske anden person, der fri fra ledelsesopgaven viste andre sider af sin personlighed. En aften havde både min mand og jeg aftenarbejde, og et ældre familiemedlem tilbød at passe vores 8 måneder gamle datter. En veninde fulgte med. Da min mand og jeg kom hjem efter midnat, var barnet fortsat optaget af at underholde de to barnepiger. Den lattermilde veninde forekom mig bekendt, hun lignede en afdelingssygeplejerske på Hjørring Sygehus; men det var alligevel ikke hende. Nej, det var ikke afdelingssygeplejersken, der var frygtet af medarbejderne og også af de yngre læger, det var hendes alterego en varm og opmærksom privat person.

 

Ledelse er en disciplin

Dette møde fandt sted i 1969 - tiden er en anden, og ledere uden evne for ledelse, overlever ikke så længe. Analyse af ledelse havde mange år tidligere givet anbefalinger om god ledelse og medarbejderindflydelse; men det varede længe, før ledelse slog igennem som en disciplin i sygehusvæsenet. Personligt valgte jeg hurtigt efter at have afsluttet uddannelsen som sygeplejerske at søge arbejde inden for psykiatrien – af den enkle grund, at min faglige viden blev inddraget i patienternes behandling og pleje, og ikke mindst, at min personlighed og mine grundlæggende værdier gjorde en forskel. 

 

Mine grundlæggende værdier er vigtige

Selvom jeg som leder har videreuddannet mig (og jeg anerkender, at det er nyttigt at kende teoretiske begreber) er min tilgang til ledelse fortsat baseret på min personlighed og dermed de grundlæggende værdier, jeg har båret med mig fra barndommen. Det har i alle sammenhænge for mig handlet om, at en opgave skal løses og gerne i fællesskab med andre, hvor vi alle bidrager, uanset om vi er ledere eller medarbejdere. Opgaveansvaret og ansvaret for at medarbejdere kan udfolde sig og trives er for mig så grundfæstet, at der heri er et pres, som kan påvirke mit psykiske arbejdsmiljø, når det ikke lykkes.

 

Bruger de evner jeg har

Svaret på historiestafettens spørgsmål om, hvordan jeg trods problemer og dilemmaer skaber et psykisk arbejdsmiljø, hvor jeg fortsat kan trives er, at jeg hele livet har øvet mig på at bruge de evner, jeg har – og heri indgår at skabe rammer, vilkår og indhold for de mennesker - jeg har fællesskab med på arbejde og privat. Dertil kommer at mit arbejdsfelt i alle årene har været meningsfuldt – syge og ældre medborgere.

 

Vil ikke ende som den magtfuldkomne leder

Det bærende i mit arbejdsliv er, at opgaverne udføres i fællesskab, hvor jeg søger at undgå magtfuldkommenhed. Den dag jeg måtte opleves som bedrevidende, belærende og magtfuldkommen leder, har jeg måske ikke længere problemer med mit psykiske arbejdsmiljø; men så har jeg et langt større problem som leder og som menneske.


Senest revideret den 14. september 2009