Jeg havde gennem de sidste måneder arbejdet ca. 60-70 timer om ugen. Jeg havde dels mit ledelsesarbejde og dertil var kommet en syg underviser, hvis undervisning jeg havde påtaget mig. Nattesøvnen var gennem denne periode blevet kortere og kortere, fordi jeg skulle bruge timerne på at forberede mig til møder og undervisning. Samtidig forsøgte jeg at leve op til mine idealer om, hvordan jeg skulle prioritere min kone og børn.

 

Min verden var ved at brænde sammen

Det var blevet en uholdbar situation, hvor jeg efterhånden havde de fleste symptomer på stress - søvnbesvær, dårlig hukommelse m.m. Jeg begyndte at føle mig fanget i alle de opgaver, som mødte mig på mit job. Jeg havde en oplevelse af ikke at have overblik, og at opgaverne, presset, var noget der hele tiden kom ”udefra” - noget der var udenfor min kontrol og noget som min leder egentlig burde forholde sig til. Jeg syntes, at han burde kunne se min situation og fjerne opgaver fra mit bord. På et tidspunkt, hvor min kone bekymret havde gjort mig opmærksom på, at 3½-4 timers søvn om dagen var uholdbart i længden, var jeg på et lederkursus, hvor en konsulent brugte ordet ”lederomsorgssvigt”, hvilket jeg synes lige var et billede på min situation. Med denne forståelse af min situation diskuterede jeg med mig selv og mine nærmeste, om det egentlig var som leder og på VUC jeg skulle arbejde.

 

Mødet med en ekstern konsulent

Da min situation var mest tilspidset, skulle jeg sammen med min leder og vores studievejledere på et internt kursus, hvor konsulenten Pia Friberg på et døgn skulle introducere os til Appreciative Inquiry. Mødet med hende og hendes perspektiv på det personlige lederskab blev en meget stor omvæltning for mig. Hun introducerede i løbet af dagen et meget enkelt begrebspar, som hun havde fra indianeren Hawk of the Yellow wind: Warrior og victim. Umiddelbart reagerede jeg med stor modstand, blev irriteret og fejlfinder i forhold til det, hun præsenterede. Men jeg kunne jeg mærke, at der alligevel var noget, der fandt en klangbund i mig.

 

I løbet af de første 30 minutter på kurset blev mit verdensbillede og min selvopfattelse ændret.

 

Forandringen

Jeg fik øje på min egen ”victim-mentalitet”: Jeg opdagede, at jeg så mig selv som et offer for urimelige omstændigheder, der var udenfor min egen kontrol. Omstændigheder der havde gjort mit arbejdsliv til én stor belastning, og hvor jeg havde udnævnt min chef til at være en af skurkene.

 

Dette blev et afsæt for at arbejde med at indtage en ”warrior-mentalitet”, hvor jeg skulle se mig selv som den handlende, bestemmende og dagsordenssættende. Det betød, at jeg skulle indse, at forandringer skulle komme fra mig, og at omverdenen ikke af sig selv kunne reagere på, hvordan min situation var, uden at jeg udtrykte det, og uden at jeg aktivt handlede for at sætte forandringer i gang. Jeg skulle indse, at det grundlæggende er mig, der indretter mit arbejdsliv, vælger til og fra og tager ansvar for det.

 

Dette døgn blev på mange måder et vendepunkt. En omvendt kopernikansk vending: Hvor Kopernikus opdagede, at jorden ikke var verdens centrum, blev det klart for mig, at jeg er mit livs centrum, og selv kan sætte kursen i mit (arbejds)liv.

 

Coaching og netværk

Arbejdet med at indtage en ”warrior-mentalitet” blev ikke afsluttet dette døgn. Det har jeg arbejdet med både gennem coaching og gennem deltagelse i ledernetværk siden. Jeg havde fire coaching-seancer af tre timer med Pia Friberg i de efterfølgende 10 måneder. Det var nødvendigt for at fastholde ”warrior-tankegangen” og gav et godt indblik i mine egne ressourcer og muligheder. Siden er jeg blevet en del af tre ledernetværk, hvor vi mødes 2-5 gange om året, hvilket hjælper mig til at få et mere distanceret blik på mine og andres handle- og tankemønstre – og afsløre ”victimiserede” træk. Det tager naturligvis tid fra det daglige lederarbejde, men giver nye muligheder og ny energi og inspiration.

 

At være ”warrior” er en grundlæggende livsindstilling, som har givet mig større arbejds- og livsglæde. Det betyder ikke, at jeg ikke kan have (for) mange opgaver, for lidt tid eller opleve stress. Men det betyder, at jeg ved, at jeg er den handlende i forhold til at ændre det, vælge til og fra og stille krav til min omverden. Det er ikke kun mit psykiske arbejdsliv, der er blevet bedre. Jeg oplever også, at jeg er blevet bedre som leder, fordi jeg har fået større handlekraft og større selvtillid.