Forside > Selvhjælp for ledere > Historiestafet > Andet led > Tre bolde

Kunsten at jonglere med tre bolde


Af Birgitte Lund,

Køkkenchef, Odense Universitetshospital 

 

I en meget travl hverdag har jeg lært mig selv at jonglere med tre bolde samtidig. De tre bolde hjælper mig til at huske på mit gode arbejdsmiljø og repræsenterer hver deres handling: Sig godmorgen, grin lidt og pas på hinanden. 

 
   Birgitte Lund

Jeg har været ansat i mit nuværende job i ca. seks år. Før var jeg ansat i en privat virksomhed, hvor jeg bl.a. tog en lederuddannelse. På lederuddannelsen var den sidste prøve i ledelse at kunne jonglere med minimum tre bolde og samtidig føre en samtale - ingen bolde måtte tabes, og samtalen skulle have et indhold.
Den øvelse har jeg tænkt på mange gange siden - og boldene ligger stadig på mit skrivebord!

 

Mit gode arbejdsmiljø

Jeg har et job, der er præget af mange opgaver: Samarbejde med og levering af mad og service til alle hospitalets afdelinger, mange forskelligartede krav til vores ydelser samtidigt med et generelt ansvar over for personalets velbefindende.

Udover at løse alle de daglige opgaver er der tre væsentlige ting, der skal være opfyldt, for at jeg har det godt på mit arbejde: Jeg skal vide hvordan personalet har det, jeg skal have det sjovt og der skal være tid til at hjælpe de medarbejdere, der har brug for hjælp. Det bruger jeg de tre bolde på mit skrivebord til at minde mig om hver dag.

 

1. bold: Godmorgen-runde

For at kunne jonglere bedst muligt med alle de faglige bolde, vi til daglig har i luften, har jeg en fast procedure hver dag, når jeg møder på min arbejdsplads: Hver morgen går jeg rundt i hele afdelingen (100 medarbejdere og 4000 kvm) og sige GODMORGEN.


Proceduren kan tage alt fra et kvarter og op til 1½ time. Spild af tid vil nogen sige. Men for mig er det absolut ikke spild af tid - tværtimod giver proceduren mig anledning til at snakke, fortælle, høre historier, mærke stemningen i afdelingen og med egne øjne se, hvad der sker.

 

Dette kan jeg så anvende videre i min ledelsesudøvelse - hvilke bolde fornemmer jeg skal gribes nu, hvilke kan holdes lidt længere i luften, eller er der måske basis for at kaste yderligere bolde i luften?

 

På den måde sikrer jeg mig et bedre beslutningsgrundlag, og selv vanskelige udfordringer og store valg bliver lettere at tage, når jeg ved denne morgenrunde har fornemmet stemningen i køkkenet.

 

2. bold: Livs- og arbejdsglæde

”Vi skal have det sjovt, mens vi arbejder - vi skal bare ikke have det så sjovt, at vi ikke arbejder”. Den anden bold, der er vigtig for mit gode arbejdsmiljø, er, at jeg hver dag kan grine over en eller anden ting. Arbejdet bliver betydelig lettere at komme igennem efter et godt grin af enten sig selv eller andre ting - og det må gerne ske sammen med andre. En fejl-produktion er ærgerlig, men når blot vi lærer af den, er den betydeligt lettere at komme over, hvis vi finder det sjove i situationen og griner af det i stedet for at ærgre os over noget, der er sket. En regnskabsfejl, der har betydning for bundlinjen - ja, den er også ærgerlig, men næste gang husker man at regne efter. Sket er sket, det kan ikke ændres, hvorfor så ikke grine af sin egen ”husmor-regnefejl”?


3. bold: Pas på hinanden

Endelig er der den tredje bold, der har indflydelse på, at jeg har det godt på mit arbejde. Det handler om, at vi skal passe på hinanden på kryds og tværs i organisationen. Der skal være tid til at hjælpe personer, der af den ene eller anden grund har det svært. For det er jo således at:

Hvis du tænder et lys for andre,
Falder noget af dets genskær tilbage på dig selv




Senest revideret den 23. april 2012