Forside > Selvhjælp for ledere > Historiestafet > Ekstra led > Jeg er vigtig

Vigtigheden af at tage mig selv alvorligt


Af Charlotte Norup,

afdelingssygeplejerske, Gentofte Hospital 

 

 

Et godt arbejdsmiljø for alle medarbejdere inkluderer også et godt arbejdsmiljø for mig selv. Det forsøger jeg at huske på løbende – så når jeg tager andres arbejdsmiljø alvorligt, husker jeg også at tage mit arbejdsmiljø alvorligt.

   
   Charlotte Norup

I en tid med store forandringer, krav om forandringsparathed og fusioner både interne og eksterne, hvor hver dag har en ny og ukendt dagsorden, er det af stor vigtighed at skabe trygge, gode og troværdige rammer for personalet. Sikre os alle et godt arbejdsmiljø, hvor opgaverne løses med høj kvalitet af harmoniske og tilfredse medarbejdere.

 

Har vi ikke alle set kollegaer blive sygemeldt med arbejdsrelateret sygdom? Jeg har sat mig for at det ikke skal blive mig. Jeg elsker mit job, men siger til mig selv: ”det er kun et arbejde”.

                   

Jeg er en del af ’os’

Da jeg også ser mig selv som en del af os og må jeg hele tiden være opmærksom på at have mig selv med i fokuset på fx arbejdsmiljø.

Jeg har ikke et mantra, men jeg forsøger hen ad vejen at lytte til mig selv og prioritere plads til min egen trivsel, så jeg kan yde god lederkvalitet.

 

Sparring i en fusionstid

En af fusionerne har været sammenlægning af to afsnit, mit eget hjerteafsnit og et lungeafsnit. Jeg er nu alene afdelingssygeplejerske for begge. Det har givet væsentligt mere personale, større personaleomsætning, undervisningsopgaver og ikke mindst en sikring af, at arbejdsmiljøet for medarbejderne er optimalt.

 

Da gruppen af ledere er mindsket har jeg ikke haft mulighed for at sparre og har derfor bedt min oversygeplejerske om daglig afsat tid til dette. Stort og småt.

 

Hjælp hos arbejdsmiljøgruppen

I vores netop gennemførte interne fusion bad vi om hjælp hos arbejdsmiljøgruppen og fik derigennem god hjælp og støtte hos Job Liv Danmark.

Personalet fik tilbud om samtaler med erhvervspsykologer. En anden afdelingssygeplejerske og jeg bad om samme tilbud. Her kunne vi få talt vores egne frustrationer/problemer igennem, så vi lettere kunne håndtere opgaven uden at blive ”sure” på hinanden.

 

Eget kontor og frugtordning

Efter mange år som afdelingssygeplejerske har jeg oparbejdet stor erfaring i at kunne styre rundt i systemet, jeg ved hvor og hvordan jeg skal henvende mig i forsøget på at sikre en god arbejdsplads. Vi har fået hjælp til at skabe gode rammer bl.a. gennem MED- og samarbejdsudvalg. Bl.a. har jeg nu eget kontor med plads til samtaler, ro og fordybelse.

Der leveres gratis frugt og frisk morgenbrød til alle, og mødetider er fleksible. Alt sammen er det med til at imødekomme mine (og mine kollegers) behov for et godt arbejdsmiljø.

 

Det er min opfattelse at mit og vores arbejdsmiljø har fokus, og jeg er meget opmærksom på også at ”sørge for mig selv”!


Senest revideret den 23. april 2012