Mine egne grænser

Af Elisabeth Steensberg, leder af institutionen Holberghaven i Sorø. Vi sidder på et lille kontor, hvor der kun er et skrivebord, to gæstestole, nogle reoler og en stor opslagstavle. Kontoret er midlertidigt, fordi huset er under ombygning. Moderen, der sidder overfor mig, er lidt aggressiv.

Jeg har bedt hende komme, fordi hun gennem et stykke tid har skabt modstand i forældregruppen pga. en udvidelse af børnehaven fra 40 til 80 børn. Hun har meldt sit barn i en 40 børns børnehave og ønsker ikke en større institution.

Modstand fra forældre
Personalet knokler, vi har modtaget 40 nye børn og deres forældre i to skurvogne på legepladsen. Skurvognene er uden toilet og vand, så der er en livlig trafik i vores eksisterende lokaler.

De nye forældre er glade og tilfredse for overhovedet at få en børnehaveplads. ’De gamle’ forældre er irriterede over den knebne plads i bl.a. garderoberne, hvor der i byggeperioden er dobbelt så mange børn, som der egentlig er plads til.

Moderen, der sidder overfor mig, har deltaget i en demonstration, som var arrangeret af en skovbørnehave, der ønsker små institutioner frem for store. Vi hører næsten dagligt om hendes utilfredshed i garderoben. Jeg har til gengæld flere gange fremført fordele ved en større institution - mange legekammerater, større personalegruppe med forskellige kompetencer etc.

Mødet
Nu er målet fuldt. Jeg er vred. Derfor har jeg bedt moderen om et møde. Inden mødet har jeg sørget for, at hendes barn kan overflyttes til en mindre institution i byen. På mødet gør jeg moderen klart, at hendes modstand dræner personalet for energi, og at vi har brug for, at hun stopper sin åbenlyse modstand. Samtidig gør jeg opmærksom på, at hendes barn faktisk trives med de nye legekammerater.

Da moderen hører om overflytningen af hendes barn til en mindre institution, bliver hun først fuldstændig paf, derefter ked af det, for hun havde jo netop valgt denne børnehave på grund af et velfungerende personalesamarbejde.

Barnet blev i institutionen og moderen blev også glad for den større institution. Men frem for alt fik jeg det godt med at have sat grænser for, hvad jeg vil finde mig i.

Jeg kan ikke gøre alle tilfredse

Historien ligger mange år tilbage. Institutionen er udvidet flere gange siden og rummer i dag 140 børn. Men jeg har lært, at jeg ikke kan gøre alle tilfredse, og når jeg sætter klare grænser i forhold til forældre og personale, så får jeg selv et bedre arbejdsmiljø.