Supervision til hjælp og selvhjælp

Af Jan Nielsen praktiserende læge, Århus   Supervision hjælper Jan Nielsen til at have et øje på både sin egen udvikling og sit arbejdsmiljø. En løbende faglig udvikling og en aftale om det han kalder for ’Det gode praksisliv’ er vigtige ingredienser i hans gode arbejdsmiljø.

For ikke at brænde helt ud som leder er det godt at kunne uddelegere opgaver – ikke kun fra leder til medarbejder, men også fra personalet til patienter, fx ved at stille krav til patienterne om at møde til tiden, have taget sine prøve med, taget sin medicin o. lign.

Både jeg selv og mine kolleger bliver bedre til at uddelegere opgaverne, når vi har fokus på at udvikle os. I mange år har jeg til det formål benyttet mig af supervision.

Supervision
I over 10 år har jeg gået til supervision sammen med kolleger, som til dagligt har det samme ansvar som mig. Vi mødes ca. en gang pr. måned og bliver superviseret af en ekstern supervisor på såvel det kliniske område som på vores måder at lede på. Jeg har igennem årene fået meget ud af fx at se mig selv på video, optaget i klinikken, eller ved rollespil for efterfølgende at blive guidet igennem af en supervisor og af kolleger. Jeg har også fundet ud af, at det løbende kan lære mig nyt bare at fremlægge en case eller høre en kollega gøre det.

Haster det?
Min dag er præget af meget planlagt, skemalagt arbejde og mange afbrydelser pga. opkald fra hjemmeplejen, kolleger eller patienter. Oftest går det hele op i en højere enhed, men der er dage, hvor det bare kan gå op i hat og briller.

Jeg har oplevet gentagende gange, bl.a. gennem supervisionen, at det er utroligt vigtigt, at jeg finder ud af, hvad jeg opfatter som vigtigt og hvad som er hastende. Det er ikke lige let, og det har været noget, jeg virkelig har skullet øve mig i. Derfor øver jeg mig konstant på at tænke følgende enkelte spørgsmål:

• Haster det her?
• Er det vigtigt?

Ofte er det noget vigtigt, jeg sidder med, men det er jo ikke ensbetydende med, at det haster så meget, at det skal ordnes lige her og nu. Tit skal det vigtige til gengæld gøres, når der er ro og tid til det, så bliver det gjort ordentligt.

’Det gode praksisliv’
Jeg finder det også givtigt at huske at spørge mig selv med jævne mellemrum:

• Hvad er det, vi vil med vores klinik?
• Hvad vil jeg med at være her?

Vi, min kompagnon og jeg, har formuleret det under overskriften ’Det gode praksisliv’. Kort sagt handler det om, at vi vil trives, have det sjovt, blive dygtigere sammen og ikke arbejde livet fra os. Desværre er der eksempler nok på kolleger, for hvem filmen er knækket eller at de er døde alt for tidligt. Der er måske ingen, der er døde af hårdt arbejde, men hvorfor dog løbe risikoen?

’Det gode praksisliv’ i praksis
Min kompagnon og jeg har skrevet noget af det ned i vores samarbejdskontrakt (en i/s kontrakt) og vi mødes flere gang årligt og ser hinanden i øjnene og taler om, om vi fortsat holder den rigtige kurs. Passer det vi gør og har gang i med det vi gerne vil? Den snak har jævnligt ført til justeringer. Den største ændring er, at vi flyttede til nye og meget større lokaler for snart to år siden. Samtidig ansatte vi en ekstra sygeplejerske til aflastning for vores ”gamle” ditto. Vi har lavet programmer for håndtering af kroniske patienter, som sygeplejerskerne skal tage sig af i stort omfang. Det har givet mig arbejdsglæde og rum til at tænke andet end bare lige på dagen og vejen.

Skemalagte huller i kalenderen
Som skrevet ovenfor sker der hver dag uforudsete og ikke-skemalagte ting i min hverdag. I stedet for at lade mig stresse af det, og lade det ødelægge min dag, har vi nu forsøgt, at få det uforudsete og det akutte skemalagt (så meget som man nu kan).

Over årene har vi justeret vores aftalekalender, så der er plads til det uforudsete. Vi har tider hver dag, som skal stå tomme til dagen oprinder, så vi kan sætte akutte ind ”efter planen”. Det reducerer behovet for at ”proppe” noget ekstra ind på upassende tidspunkter, og det eliminerer stort set ventetid og reducerer min belastning.

Glor ud i luften
Trods arbejdet med at skemalægge det akutte og uforudsete, kan jeg selvfølgelig stadig blive påvirket af utallige afbrydelser. Og det påvirker mig, hvis jeg er meget forsinket (hader selv at vente og vil nødigt udsætte andre for det), eller hvis personalet styrter rundt, eller hvis venteværelset er overfyldt. Der har været perioder, hvor det nærmest var reglen og da trives jeg dårligt.

Men det hænder også, at den afsatte tid ikke bliver fyldt ud med akutte aftaler. Men så er der altid et eller andet, der skal skrives, eller man kunne jo lige sidde og glo ud i luften et par minutter. Ofte kommer de bedste ideer lige der, mens jeg sidder og ”stener den” - forsøger at tænke lidt mere langsigtet i en kortsigtet hverdag.

Kultur med tryghed, humor og selvironi
Supervision og det evige øje på ’Det gode praksisliv’ er med til at gøre det nemmere at opbygge og vedligeholde en kultur med tryghed, humor og selvironi - fx ved at fortælle om mine egne mindre heldige sager. Det er uundgåeligt at fejle i vores job, men utilgiveligt at skjule det.