Supervisionsgruppe giver rum til refleksion

Susanne Stendorf, plejehjemmet Lindegården i Herning har været distriktsleder i 9 år. For nogle år siden var der en periode, hvor sygemeldinger fyldte meget i Susanne Stendorfs arbejdsliv. Hun tog opgaven op i sit netværk, og det hjalp hende videre med en opgave, der ellers var begyndt at plage hende i en grad, så hun ikke kunne slippe den, når hun havde fri.

Af Mette Marie Karlberg

Siden efteråret 2005 har distriktsleder Susanne Stendorf, plejehjemmet Lindegården, haft en fast netværksgruppe, som har givet hende et rum for refleksion over eget arbejdsliv. Her får hun kollegial sparring, der kan hjælpe hende videre, når hun i det daglige sidder over for fx konflikter og vanskelige beslutninger. Gruppen benytter sig af supervisionsteknikker.

”For et stykke tid siden følte jeg mig i stigende grad presset af de sygemeldinger, der var på vores arbejdsplads. Egentlig har vi ikke specielt mange sygemeldinger, men det var alligevel en opgave, der drænede mig fuldstændig for energi. Det begyndte at pine mig derhjemme, og jeg gruede for fredagene, hvor jeg vidste, at jeg ofte skulle arbejde med opgaven. Så tog jeg det op i min netværksgruppe og fik supervision på det. Det var svært. På det første møde havde jeg faktisk svært ved at tale om det, så det var først på det andet møde, at jeg fik taget rigtig hul på, hvordan jeg kunne arbejde med opgaven og komme videre,” siger Susanne Stendorf.

Kollegial supervision

Ledere i dag arbejder ofte alene i personligt krævende stillinger, de har mange skift i opgaver og relationer, ligesom de ofte må arbejde under tidspres. Erfaringerne fra projektet ’Hjælp til selvhjælp’ viser, at det er svært for de fleste ledere at få sat tid af til egen udvikling og refleksion over både ledelse og udvikling. Susanne Stendorf er enig og peger på supervision som et godt redskab til at få skabt rum for refleksion og udvikling:

”Supervision giver mulighed for at drøfte nogle ting, som ellers kan være svære at drøfte. Når man bliver interviewet af supervisoren, får man hjælp til at få opgaver eller tanker konkretiseret og til at få sat ord på, hvad det egentlig er, man skal have hjælp til. Det reflekterende team giver deres refleksioner og erfaringer, og så kan man lytte og evt. tage det man kan bruge. Det er ikke gode råd, som vi kender det fra den hurtige sparring i hverdagen. For de gode råd lukker den proces, som handler om at man skal finde sin egen løsning,” siger Susanne Stendorf.

Roller og faglighed

Susanne Stendorfs erfaringer med supervision går langt tilbage. Tilbage i 1998 fik ledergruppen på Plejehjemmet Lindegården i et samarbejde med BST igangsat supervision med kollegial vejledning på hele Lindegården. Arbejdet med supervision er fortsat op til i dag. Hendes nuværende netværksgruppe blev dannet i 2005, hvor Herning kommune tilbød ca. 50 af kommunens ledere at komme på en efteruddannelse i supervision.

På uddannelsen blev lederne delt i grupper, som skulle følges ad gennem det år, uddannelsen varede, og øve sig med hinanden. Susanne Stendorf kom i en gruppe, hvis medlemmer i det daglige befandt sig tæt på hinanden geografisk. Derfor var det nemt at fortsætte gruppen efter uddannelsens afslutning.

Hun peger på fem faktorer, som hun har erfaret er vigtige at have talt igennem, hvis en netværksgruppe skal fungere godt:

1. Roller: Hvem tager noget op (er supervisant), hvem er supervisor og hvem er reflekterende team?
2. Hyppighed: Hvor ofte skal man mødes?
3. Faglighed: Tal altid om en opgave eller om en faglig problematik og ikke om kolleger.
4. Tavshedspligt: Alt hvad der bliver sagt på netværksmøderne bliver sagt i et fortroligt rum.
5. Bliv på egen banehalvdel: På den måde tvinger man sig selv til at holde fokus på en selv og egen udvikling – og ikke medarbejdernes!