Del: - -

Fleksibilitet giver godt natarbejde i Odense

Det kan være sund fornuft at justere rutinerne for nattevagter, så vagterne slider mindst muligt. På Odense Universitetshospital organiserede afdelingen Vuggen nattevagterne, så de passer ind i medarbejdernes liv.

Af Sanne Maja Funch

"Nogle trives godt med nattevagter, andre dårligt, og nogle vil helst ikke arbejde om aftenen. Det har stor betydning at have medbestemmelse, når det gælder, hvordan vagtplanen lægges."

Charlotte Lønfeldt er afdelingssygeplejerske på Gynækologisk Obstetrisk afdeling D, også kaldet Vuggen, på Odense Universitetshospital. Vuggen er hospitalets barselshotel, og her er der selvfølgelig brug for bemanding om natten lige som på det meste af hospitalet i øvrigt.

Men for få år siden ændrede Vuggen organisering af nattevagterne. Afdelingen indførte blandt andet, at medarbejderne i højere grad selv kan vælge om og hvor meget, de vil arbejde i nattevagt. I dag er fleksibiliteten den store fordel ved natarbejdet på Vuggen:

»Det passer godt ind i mit liv, for jeg er "gammel" og på deltid. Når jeg arbejder meget nat, kan jeg samle mine timer og få en bedre rutine, og det er blandt andet grunden til, at jeg har valgt det,« smiler sygeplejerske Karin Ravnkilde, som arbejder i nattevagt 27 nætter i et 12-ugers skema.

De hårde nætter

Natarbejde er ofte forbundet med særlige gener og risici. Derfor har Danske Regioner i samarbejde med Sundhedskartellet og KTO for nylig udgivet en pjece, der sætter fokus på de mange forskellige måder, nattevagter kan organiseres for at minimere udfordringer med blandt andet træthed, utilpashed, søvnbesvær og isolation fra kollegaerne på de ensomme vagter.

På Vuggen husker Charlotte Lønfeldt godt, hvordan nattevagter kan slide på helbred og arbejdsglæde:

»Det er en slags spøgelsesstilling. Jeg har selv arbejdet nat, og det kan være strengt at være uden kollegial sparring. Det kan også være svært at fastholde medarbejdere – langtidsperspektivet er ikke så godt,« siger hun.

Før i tiden arbejdede Vuggens 15 medarbejdere i treholdsskift og havde typisk tre eller fire nattevagter i træk. Men en undersøgelse om natarbejde fra Dansk Sygeplejeråd fik vuggen til at tage vagtskemaet op på et personalemøde. Her blev medarbejderne enige om at skære ned på antallet af nattevagter, medarbejderen skal arbejde i træk – lige som undersøgelsen anbefalede. 

I dag arbejder nattevagten typisk to nætter i streg på hverdage. I weekenden strækker nattevagterne sig over tre nætter for at frede fridagene for andre medarbejdere. De gamle treholdsskift er erstattet af toholdsskift, så ingen skal døje med omstillingen mellem både dag-, nat og aftenvagter. 

Kun omkring en tredjedel af Vuggens medarbejdere har overhovedet vagter om natten.

»Man vælger selv, om man vil have nattevagter eller aftenvagter, og så tilstræber vi, at man kun har den ene af de to vagttype,« siger Charlotte Lønfeldt.

Powernap og fitnessordning

Vuggens model for en ny organisering af natarbejdet er kun én ud af mange, som arbejdspladserne kan tage i brug for at få de hårde vagter til at glide bedre. Lige som på Vuggen kan generne ved natarbejde begrænses ved en god tilrettelæggelse, hvor både treholdsskift og fortløbende nattevagter reduceres. Men også andre forhold har betydning for, om nattevagten trives. 

I sin pjece beskriver Danske Regioner, Sundhedskartellet og KTO en række temaer, der kan være gode at tage i betragtning. Også natarbejdets indhold, vagternes længde, den fysiske indretning af arbejdspladsen om natten, kost, motion og hensynet til særlige gruppers behov er parametre, arbejdspladsen kan skrue på, så flere trives på job med natarbejde. 

Nogle arbejdspladser er meget opmærksomme på, at nattevagten har mulighed for en powernap undervejs. Andre forkorter nattevagten blot en lille smule, mens andre igen eksperimenterer med gratis fitness abonnementer, da motion kan modvirke nogle af de helbredsproblemer, de følges med natarbejde.

Personligt vagtvalg

På barselshotellet i Odense tilhører sygeplejerske Karin Ravnkilde den sjældnere kategori af medarbejdere, der godt kan lide arbejdet om natten.

»Jeg befinder mig godt om natten. Jeg laver forskelligt administrativt arbejde og passer vores gæster. Jeg kan godt lide den fred og ro, der er, til at gøre de ting, der skal gøres,« siger hun. 

Af samme grund er Karin Ravnkilde en atypisk nattevagt på Vuggen. Hun arbejder gerne fire nattevagter i træk for at pulje timerne i sin deltidsstilling, så hun får flere dage helt fri, og så døgnrytmen ændres i længere stræk ad gangen.  

For Karin Ravnkilde er det muligheden for selv at bestemme, der er den store gevinst ved organiseringen af vagtplanen på Vuggen.

»Det bedste er, at jeg kan få privatliv og fritidsinteresser til at hænge sammen med arbejdet. Jeg har ingen børn derhjemme og kan sove uforstyrret, når jeg får fri om morgenen. Det er fleksibiliteten i, at vi selv kan tilrettelægge, som er den store fordel,« siger hun.

Også afdelingssygeplejerske Charlotte Lønfeldt mener, at Vuggen har fundet en god model for natarbejdet.

»Jeg oplever, at vi har nemmere ved at fastholde medarbejdere. Det giver stor tilfredshed, når du selv er med til at lægge din vagtplan, og her har vi meget medbestemmelse,« siger hun.

Læs mere om natarbejde og hent pjecen Natarbejde med færre gener - inspiration fra arbejdspladser i regionerne her.


Senest revideret den 25. august 2020