Profil
Et sundt arbejdsliv er lavet af arbejdsgiverne og fagforeningerne indenfor social- og sundhedsområdet, som er samlet i Branchearbejdsmiljørådet Social & Sundhed, BAR SoSu.
Værktøjer og andet indhold på hjemmesiden er i høj grad lavet i samarbejde med arbejdspladser, som har deltaget i BAR SoSus projekter.
Kræver motivation
Mange af hjemmesidens værktøjer er målrettet arbejdspladser, som er meget motiverede til at gå i gang med arbejdet. De er ikke beregnet til at slukke brande, men til at forebygge problemer og udvikle et godt psykisk arbejdsmiljø.
Med eller uden hjælp
En del værktøjer er udarbejdet så arbejdspladserne selv kan arbejde med dem fx i form af en leder, en AMR og TR som en slags intern konsulentgruppe. Ofte kan der dog være brug for bistand fra andre – såvel interne som eksterne konsulenter, der kan hjælpe til i processen. Et kernepunkt i arbejdet med psykisk arbejdsmiljø er at finde ud af, hvor meget og hvor lidt man kan selv, og hvor man har brug for hjælp.
Arbejdsmiljø er et fælles ansvar
Det er vigtigt at understrege, at et godt arbejdsmiljø aldrig er den enkelte medarbejders ansvar. Det formelle ansvar hviler på arbejdsgiveren. Det bedste psykiske arbejdsmiljø opnår I dog gennem samarbejde mellem medarbejdere og ledelse; ved både at have øje for den enkeltes behov og fællesskabet. Vi hylder derfor – i de fleste af vores værktøjer princippet om at samarbejde om løsningen af problemer i det psykiske arbejdsmiljø.
Senest revideret den 20. december 2011