Af journalist Søren Svith, Periskop
Før talte de ikke om det. Der var en tendens til at mene, at trusler, spyt, råben og det, der er værre, bare er noget, man skal kunne tage. Sådan er det ikke mere. Nu snakker medarbejderne på Halsnæs Plejecenter åbent om de ubehagelige episoder med borgere og om, hvad det gør ved dem.
Ændringen skyldes Violprojektet, som plejecenteret har gennemført med støtte fra Forebyggelsesfonden.
"Vi er blevet meget bedre til at sige fra og til at bede om hjælp eller få en kollega til at overtage. Det skyldes, at det er blevet lovligt at tale om. Vi er enige om, at det ikke er ok, at blive truet på sit arbejde," fortæller social- og sundhedsassistent Margit Hedelund.
Hun har personligt oplevet, at der var svært at tale om de ubehagelige episoder. Kort før projektet gik i gang i efteråret 2009 blev hun selv bidt af en psykisk syg borger, som hun skulle give piller.
"Jeg syntes, det var flovt, så jeg snakkede faktisk ikke med nogen om det," fortæller hun.
Der blev skabt en fælles holdning
Violprojektet startede med en undervisningsdag, hvor medarbejderne og ledelsen i fællesskab definerede begreberne vold, trusler og krænkelser. Det skete blandt andet ved at fortælle om gamle episoder og snakke dem igennem i små grupper.
"Vi brugte en hel dag at tale om, hvad vi betragter som trusler og vold. Vi skrev det op på en overhead, så vi havde et konkret udgangspunkt for at skabe en fælles opfattelse. Derfor er det meget lettere for os at snakke om det i dag. Vi behøver ikke at gå en masse omveje, men kan gå direkte til problemet," fortæller områdeleder Angelica Pedersen.
Det hører ikke med til arbejdet
Angelica Pedersen lægger vægt på, at det er truslerne og voldens virkning på de ansatte, man skal tage udgangspunkt i.
"Før var der en tendens til at sige, at borgeren jo ikke kan gøre for det, og derfor må vi finde os i det. Men den sammenkædning er ikke rigtig. Selv om borgeren ikke kan gøre for det, er det stadig ikke ok at blive udsat for trusler og vold på sit arbejde," siger hun.
Når medarbejdere før fx fandt sig i at blive kaldt fede kælling og dumme svin eller blive tjattet til havde det flere konsekvenser. Dels kunne den enkelte efterhånden begynde at overveje, om hun også var fed og dum og dels gav det anledning til gnidninger blandt personalet.
"Man kunne godt blive mødt med "Kan du ikke klare det?" eller "Det kan jeg ikke forstå, for det møder jeg ikke". Så føler man sig helt utilstrækkelig, når man får den serveret," siger Angelica Pedersen.
Ser på sin egen rolle
I forbindelse med temadagen fik de ansatte en hjemmeopgave, hvor de skulle skrive om en episode. Margit Hedelund skrev om den dag, hun blev bidt af den psykiske syge beboer, og på den måde kom hun til at tale med sine kolleger om episoden.
"Jeg tog det op i et gruppearbejde i forbindelse med projektet, og ved at få snakket om det er det gået op for mig, hvad min egen rolle var i episoden. Jeg var for insisterende og trængte ham op i en krog. I projektet har jeg lært at behandle borgerne som voksne mennesker, bruge andre ord og være mere opfordrende," fortæller hun.
Indberetninger skaber overvejelser
I det hele taget oplever Margit Hedelund, at hun og kollegerne er blevet meget bedre til at lære af de episoder, de kommer ud for.
"Fordi vi er enige om, at det ikke er i orden at blive truet på vores arbejdsplads, er det heller ikke nogen skam at indberette det. Det betyder, at vi får en snak om, hvad der skete og begynder at overveje, hvad der gik galt, og hvad vi kan gøre anderledes," fortæller hun.
Angelica Pedersen peger også på indberetningerne som et vigtigt punkt i forebyggelsen. I Violprojektet er der udarbejdet et simpelt indberetningsskema, som medarbejderne også er blevet undervist i at udfylde.
"Indberetningerne giver mig en mulighed for at støtte medarbejderne og få dem til at føle sig hørt. Vi bruger dem også til at se på, hvordan vi kan forebygge lignende situationer i fremtiden, og jeg kan følge med i, om der er enkelte, som er særligt udsatte," fortæller Angelica Pedersen.
I orden at sige fra
Den nye åbenhed har betydet, at medarbejderne nu tør vise hinanden, når de er usikre overfor en situation eller ikke kan klare mere.
"Man kan komme i en situation, hvor man simpelthen ikke orker at gå ind til en borger, som måske har drevet en til vanvid på det seneste. Man har ikke overskud til at tale på den rigtige måde, og så er det rigtig godt, at vi åbent kan sige det til vores kolleger og bede dem om at tage over. Det kan godt være, at man er klar igen fem minutter efter, men muligheden for at sige fra, er med til at afværge nogle konflikter," siger Margit Hedelund.
Hun fortæller, at hun og kollegerne også er blevet gode til at have et øje på hinanden og gribe ind med tilbud om at overtage, hvis en kollega ser trængt ud.
Trusler fra pårørende
Halsnæs Plejecenter har også haft fokus på en ny type trusler, som kommer fra pårørende.
"Det er sjældent trusler om vold, men for en medarbejder er det psykisk vold at blive overfaldet af en vred pårørende, som truer med at gå til Ekstra Bladet eller siger "Du skal vide, at du bliver videoovervåget"," fortæller Angelica Pedersen.
Fokus på sproget
Violprojektet bestod af tre undervisningsdage med træning ind imellem. Undervisningen havde fokus på at skabe en fælles forståelse for problemet, at træne kommunikation og konfliktløsning og at opbygge et psykisk beredskab til hvis skaden sker.
"Undervisningen har givet os en fælles reference, når vi står i situationerne. Vi kan minde hinanden om konflikttrappen eller om at blive i sin egen position. På den måde har vi fået et fælle sprog og nogle fælles definitioner, som gør det let at tale om tingene," fortæller Angelica Pedersen.
Personalet har også fået lejlighed til at se på sproget på en anden måde. De har lært om optrappende og nedtrappende kommunikation og fået lov til at se på deres egen måde, at tale med borgerne og hvordan det virker.
"Hvis vi taler til borgerne som om de var børn, kan det godt være med til at udløse deres aggression," siger Angelica Pedersen.