Værdsættende samtaler med forældre og pårørende
Værdsættende samtaler med forældre kan styrke samarbejdet og forbedre planlægning af arbejdsdagen. Det viser erfaringer fra botilbudet Bo-Grindsted og den integrerede institution Landsbyen i Nibe.
Personalet på Bo-Grindsted fortæller, at når Værdsættende samtaler tænkes ind i forældresamarbejde, på hjemmebesøg og ved statusmøder, kan forældre og pårørendes bekymringer og problemstillinger varetages på en mere værdig og hensigtsmæssig måde.
Vi har erfaringer med, at vore forældre/pårørende ofte har oplevet, at de ikke var gode nok eller har været magtesløse i forhold til systemet. Gennem den Værdsættende samtale oplever de anerkendelse og et rum, hvor der er plads til deres historie’.
Personalet i Landsbyen har stillet forældrene en række værdsættende spørgsmål:
-
Hvad tror du, dit barn synes har været den bedste oplevelse i Landsbyen?
-
Hvad tror du, personalet synes er en god dag for dit barn?
-
Hvad gjorde det til en særlig god oplevelse?
-
Hvordan ser Landsbyen ud i 2008?
-
Hvad kan du gøre for at nå drømmen?
-
Hvad kan vi som personale gøre?
-
Nævn tre ønsker, du har til fremtiden.
Personalet i fritidshjemmet understreger, at de værdsættende forældresamtaler:
’… giver tid og rum til fordybelse. De er et godt bræk i hverdagen og kan sagtens bruges til at få belyst et bestemt problem fra forskellige vinkler eller til at få diskuteret et bestemt emne grundigt’. Børnehavens personale supplerer:
’Ved denne dialogform kommer vi tættere på forældrene. Det er dem, der skal åbne sig og give noget. Hele processen skulle gerne resultere i et endnu bedre samarbejde omkring den enkelte familie og det enkelte barn’.
Eksemplet er taget fra hæftet "
Spørg igen" om erfaringer med at bruge værdsættende samtale i social- og sundhedssektoren.
Senest revideret den 11. november 2011