Rammer der giver ro
Personalet på Bo-Grindsted har haft en nedgang i antallet af voldsepisoder og konflikter i løbet af de seneste to år med projekt ’Et sundt arbejdsliv’, hvor de har fokuseret på det, der virker i stedet for på problemer.
Medarbejderne er blevet mere åbne over for hinanden. Og de er blevet bedre til i fællesskab at skabe rammer, der giver beboerne en større ro. Personalet følger hele tiden op på ’det, der har virket’, og overvejer, hvordan de kan gøre endnu mere af det/videreudvikle det. På en sommerferietur blev det tydeligt, hvordan en sådan ’evaluering’ af det, som virker, kan udvikle pædagogikken i positiv retning.
En medarbejder fortæller:
’Foråret havde været yderst belastende for både beboere og personale på grund af Peters voldsomme, udadrettede adfærd. Men Peter havde nu fået det bedre, og vi tog alle af sted på den årlige sommerferietur. Vi plejer at være på ture til museer, dyreparker, forskellige indkøb samt at spise på restauranter.
Den første dag er vi, som vi plejer, på indkøb og ude at spise frokost. Men næste dag bliver vi hjemme i sommerhuset, og om eftermiddagen tager vi til stranden. Yrsa plejer at sidde på en bænk, hun bryder sig ikke om sand. Hun overrasker alle ved at gå ned ad broen - helt ned til vandet! Om aftenen griller vi på stranden, og igen overrasker Yrsa – hun sætter sig ned i klitten. På et tidspunkt sætter Peter sig ned ved siden af hende. Det blev årets billede!
Da vi evaluerer dagen, beslutter vi, at vi resten af ferien vil blive i nærheden af sommerhuset og stranden. Vi vil bruge de muligheder, der er her. Det blev en dejlig og afslappet ferie, hvor vore beboere og vi som personale fik nogle oplevelser sammen, som jeg ikke har oplevet på andre ferieture’.
Eksemplet er taget fra hæftet " Spørg igen" om erfaringer med at bruge værdsættende samtale i social- og sundhedssektoren.
Senest revideret den 11. november 2011