Forside > vs > Eksempler > Vandfaldsinterview

Vandfaldsinterview


Som led i projekt "Et sundt arbejdsliv" har døgninstitutionerne Bo-Grindsted, Djurshøj og Toften samt hjemmevejlederne i Holstebro gennemførte vandfalds-interviews.

 

Vandfalds-interviews er en bestemt form for værdsættende samtaler. Når der bliver gennemført vandfalds-interviews i en personalegruppe, skaber det nye forbindelser eller relationer mellem medarbejdere og ledere. Vandfaldsinterviews giver folk et større kendskab til hinandens arbejdsopgaver og arbejdsforhold. Og det øger deres muligheder for at koordinere og hjælpe hinanden i hverdagen.

Interview på kryds og tværs af afdelinger
Interviewene blev planlagt af en frontløbergruppe, hvor alle afdelinger og medarbejdergrupper på arbejdspladsen var repræsenteret. Efter en grundig forberedelse indledte frontløberne selv ’vandfaldet’ med at interviewe to kolleger hver. De to kolleger interviewede derefter to andre, som igen interviewede to andre indtil alle havde interviewet og var blevet interviewet. De mange interviews blev planlagt, så de gik på kryds og tværs af afdelinger og faggrupper.

 

Får alle medarbejdere med
Vandfalds-interviews er en ret effektiv måde at inddrage hele personalegruppen på i en værdsættende udviklingsproces. De værdsættende samtaler på kryds og tværs giver folk mulighed for at tale og tænke sammen. Også folk, som normalt ikke plejer at veksle mange ord med hinanden. Måske fordi de arbejder inden for forskellige fagområder eller på forskellige vagter, måske fordi arbejdspladsen er så stor, at man ikke kender alle. Alle interviews følger en interviewguide med værdsættende spørgsmål om de emner, der er fokus på i udviklingsprocessen.

På Bo-Grindsted formulerede frontløbergruppen spørgsmål ud fra fem temaer: ’Motivation smitter’, ’faglighed løfter’, fællesskab gør stærk’, ’feedback er brændstof’, og ’etik samler’. På Bo-Grindsted var tilbagemeldingerne efter de mange vandfalds-interviews positive, især det pædagogiske personale var begejstrede: ’Da interviewrunden var overstået, kom der masser af positiv respons tilbage fra vores kollegaer. De syntes, det bedste ved det hele var at interviewe en medarbejder fra en anden afdeling og derved få en større forståelse for og indblik i deres arbejde’.

 

Ny viden og bedre stemning
Den samme pointe fremhæver Toftens leder: ’Vandfalds-interviewene gav os ny viden om de forskellige fagområder på institutionen, en bedre stemning, og større forståelse og respekt på tværs af faggrupperne. Vi er kommet til at kende hinanden bedre, vores smil er blevet mere hjertelige, stemningen på tværs af faggrupper og afdelinger er blevet bedre. Personale, som har været på institutionen igennem 15-20 år, fortæller, at interviewene har betydet, at vi igen

kender hinanden, som man gjorde tidligere, da Toften var en mindre institution’. Toften kan i øvrigt konstatere et markant fald i deres indberetninger om fastholdelse (fysisk magtanvendelse over for børn skal indberettes til den stedlige amtskommune). De mener selv, at deres værdsættende udviklingsarbejde, der bl.a. fik et skub ved gennemførelsen af vandfaldsinterviews, er forklaringen på dette fald.

Eksemplet er taget fra hæftet " Spørg igen" om erfaringer med at bruge værdsættende samtale i social- og sundhedssektoren.




Senest revideret den 11. november 2011
Arbejdsmiljøweb

 

Pjecen Spørg igen
Erfaringer med at bruge værdsættende samtale i social- og sundhedssektoren.