Velfærdssamtaler
På døgninstitutionen Bo-Grindsted er sygesamtaler blevet afløst af velfærdssamtaler baseret på værdsættende principper. Hvor man i en sygesamtale måske spørger: ’Hvorfor er du syg?’, vil man i en velfærdssamtale spørge: ’Hvad kan vi i fællesskab gøre for at gøre dig rask og hjælpe dig tilbage på arbejdspladsen?’.
Formålet er at finde frem til, hvordan arbejdspladsen kan støtte op om den sygemeldte, bl.a. ved at formulere hendes ønsker til fremtiden. Velfærdssamtaler sigter mod at afklare, hvordan medarbejderen kan vende tilbage til arbejdspladsen og blive der, også på længere sigt.
En tidligere langtidssygemeldt fortæller:
’Der var månedlige samtaler mellem min leder, sagsbehandleren og mig selv. På et møde mente jeg, at jeg var klar til at blive deltidsraskmeldt – men af forskellige grunde mente min leder det ikke. Jeg blev ked af det og også vred – følte mig degraderet. Men bagefter kunne jeg se, at min leder tog sit ansvar og sin bekymring alvorligt (…) Samtalerne var vigtige for mig, fordi ledelsen viste omsorg for min person, og jeg følte mig ikke glemt’.
Eksemplet er taget fra hæftet " Spørg igen" om erfaringer med at bruge værdsættende samtale i social- og sundhedssektoren.
Senest revideret den 11. november 2011