Forside > vs > Eksempler > Faglig sparring

Anerkendende faglig sparring og koordination


Lægehuset Dommervænget, Fysioterapien i Roskilde og afdeling F5 på Bispebjerg Hospital bruger anerkendende faglig sparring i hverdagen som metode til at forebygge stress og forbedre det psykiske arbejdsmiljø. 

 

Faste rutiner, som sikrer anerkendende faglig sparring i hverdagen, har vist sig at have en gavnlig effekt på det psykiske arbejdsmiljø på flere af arbejdspladserne. Såvel Lægehuset Dommervænget, Lægehuset Kornerups Vænge, Fysioterapien og afdeling F5 på Bispebjerg Hospital har fundet frem til, at de ønsker: ’… lidt mere tid til lidt længere ordvekslinger’. Disse arbejdspladser har udviklet faste rutiner for, hvornår og hvordan den faglige sparring finder sted.


Summemøder giver tryghed
På afdeling F5 på Bispebjerg Hospital holder de hver dag et kort ’summemøde’, hvor personalegruppen har mulighed for at: ’… tage dagsaktuelle forhold og emner op. Det kan være positive oplevelser med patienterne, som man gerne vil dele med kolleger, eller oplevelser af afmægtighed, hvor man har brug for støtte – det kan f.eks. være, hvis ens patient tydeligt fortæller, at han/hun ikke kan bruge én, men i stedet fortrækker ens kollega. Det kan også være konkrete spørgsmål, som man vil drøfte med kolleger, f.eks. om en patient må gå i Nørrebro Centret om eftermiddagen, eller hvordan man skal gribe en vanskelig samtale med en patient an (…) Møderne har givet en tryghed i miljøgruppen, da man ved, at der er mulighed for at kunne tage problemerne op på i forvejen faste tidspunkter’.

 

Torsdagsmøder med tema
Lægehuset Dommervænget bruger en halv til en time hver torsdag til at mødes om et eller flere på forhånd fastlagte temaer. Det kan handle om, at en holder oplæg for de andre om det, han/hun har lært på et kursus. Mødets dagsorden kan også handle om de tanker, ideer og synspunkter, der er blevet noteret ned i en logbog i løbet af ugen. Nogle i personalegruppen mener, at torsdagsmødet er vigtigt, selv når der ikke er nogle ting på dagsordnen:

’Torsdagsmøder er nyttige, uanset om der er noget relevant. Vi taler sammen og fastholder lysten til at tale sammen. Det sker, når vi mødes på den måde. Det er der, hvor åbenheden bliver manifesteret …’

 

Forlænget frokost i fysioterapien
Fysioterapien indførte forlængede frokoster for hele personalegruppen den første mandag i hver måned. Det skete, da de blev stillet spørgsmålet: Hvad er den mindste ændring, der kan gøre den største forskel?’ af konsulenterne.

 

Fysioterapien fortæller:

’Dette spørgsmål banede vejen for at skabe rum for den første faglige sparring og dermed de øvrige forandringer og forbedringer, der er sket. I nogenlunde kronologisk rækkefølge er det nye tilbud om holdtræning, ombygning af klinikken, nyt træningsudstyr, tilbud om hjemmebehandling og samarbejder med eksterne fysioterapeuter i forbindelse med sygdom og ferie’.

Eksemplet er taget fra hæftet " Spørg igen" om erfaringer med at bruge værdsættende samtale i social- og sundhedssektoren.




Senest revideret den 11. november 2011
Relaterede sider
Arbejdsmiljøweb

 

Pjecen Spørg igen
Erfaringer med at bruge værdsættende samtale i social- og sundhedssektoren.