Bispebjerg og Miljø

Miljømøder og ’summemøder’

Faste møder, hvor man diskuterer små og store spørgsmål fra det daglige arbejde, giver en højere grad af enighed og støtte mellem kolleger og styrker samarbejdet på tværs af faggrupper og hierarkier på arbejdspladsen. Samtidig fører diskussionerne frem til en klarere struktur i arbejdet og en fælles udvikling af miljøterapien. Det kommer patienterne

til gode og forbedrer medarbejdernes arbejdsmiljø. Koordinationsgruppen siger: ’Tidligt i projektet blev det tydeligt, at flertallet i miljøgruppen mente, at vi i vores dagligdag prioriterede den faglige debat for lavt. Vi fik ikke i tilstrækkelig grad talt sammen om de spørgsmål og uenigheder, der hele tiden opstår på en ungdomspsykiatrisk afdeling. Den sparsomme og tilfældige debat om disse emner havde medført en følelse af forvirring, modløshed og uenighed blandt miljøpersonalet. Ældre medarbejdere kørte arbejdet på rygraden, mens nye følte sig overladt til sig selv. Det blev derfor besluttet at indføre et ugentligt miljømøde på halvanden time samt et dagligt ’summemøde’ på 15-30 min.’

’På vores opslagstavle hænger en dagsorden til det kommende miljømøde. Hver gang der i løbet af ugen dukker spørgsmål op, som man ønsker drøftet, skriver man det på. Det kan f.eks. være holdning til patienternes mobiltelefoner, håndhævelse af bordskik, samarbejde med skolelærerne, mængden af slik til eftermiddagshygge, orden/ uorden på værelser og fællesarealer, og hvilke film patienterne må se. Der bliver taget mødereferat, som dels bliver sat i mappe og dels bliver uddelt til alle faggrupper i afdelingen.’

’På ’summemødet’ tager man dagsaktuelle forhold og emner op. Det kan være positive oplevelser med patienterne, som man gerne vil dele med kolleger, eller oplevelser om afmægtighed hvor man har brug for støtte – det kan f.eks.

være, hvis ens patient tydeligt fortæller, at han/hun ikke kan bruge én, men i stedet foretrækker ens kollega. Det kan også være konkrete spørgsmål, som man vil drøfte med kolleger, f.eks. om en patient må gå i Nørrebro Centret om

eftermiddagen, eller hvordan man skal gribe en vanskelig samtale med en patient an.’

’Møderne har givet en tryghed i miljøgruppen, da man ved, at der er mulighed for at kunne tage problemerne op på i forvejen faste tidspunkter. Især miljømøderne bliver brugt efter hensigten, hvilket har medført en langt højere grad af

enighed og støtte imellem kollegerne, hvilket også kommer de unge til gode, da strukturen bliver mere klar og tydelig. Via referaterne har de andre personale-grupper fået indsigt i de aktuelle problemstillinger i miljøet. Denne indsigt har

medført en større forståelse for miljøpersonalets holdninger ved tværfaglige møder.’

De miljøterapeutiske linjer

Ud over en fast mødestruktur har F5 strammet op på den skriftlige kommunikation om den enkelte patient. Det er et konkret eksempel på, hvordan en værdsættende udviklingsproces ikke bare handler om at tale om ’succesoplevelser’, men også handler om, hvordan man kan designe eller indrette hverdagen, så man kan gøre succeserne til reglen frem for undtagelsen.

Koordinationsgruppen forklarer her, hvordan den ny rutine har forbedret både behandlingen og arbejdsmiljøet:

’F5 holder åbent døgnet rundt, året rundt. Miljøpersonalet skiftes derfor til at være på arbejde og holde fri. For at vi skal arbejde efter samme mål, har vi i vort skriftlige kommunikationsredskab – sygeplejejournalen – nogle sider, der hedder miljøterapeutiske linjer. I disse skal kontaktpersonen beskrive patienternes problemer, årsagen til dem, hvilke mål der er sat i forhold til problemet, og hvordan man når målet. Disse linjer var tidligere kun sjældent nedskrevne,

hvilket medførte en mere tilfældig udført miljøterapi. Som led i projektet besluttede vi at indføre 3 ugentlige møder, hvor vi i fællesskab kunne nedfælde disse miljøterapeutiske linjer.’

’Det medførte, at flere miljøterapeutiske linjer nu bliver udfærdiget, men der er stadig et stykke vej, før alle patienter har fyldestgørende og relevante nedskrevne miljøterapeutiske linjer. Hvor det er lykkedes, ses der langt tydeligere

kontinuitet i det miljøterapeutiske arbejde, og især de nyere ansatte har oplevet dette som en støtte i deres daglige arbejde.’