Børnehjemmet Toften
På Toften har vi udvalgt følgende fokusområder i forbindelse med “et sundt arbejdsliv”:
-
psykisk arbejdsmiljø
-
kommunikation
-
værdigrundlag og
-
faglighed.
Vi bød ind på projektet da vi forstillede os, at VS ville medfører, at medarbejderne kunne blive aktive “aktører” i videreudviklingen af det psykiske arbejdsmiljø. Derudover håbede vi, at det ville være med til at skabe en god og konstruktiv stemning og arbejdsglæde hos medarbejderne, samt følelsen / oplevelsen af, at arbejdet flytter noget hos vore anbragte børn og derved også øge medarbejdertilfredsheden.
På Toften har vi blandt andet via bevidst indføring af de gode historier som fast punkt på personalemøder og i dagbogsnotater fået et bedre psykisk arbejdsmiljø. På Toften tror vi på, at vi ved at sætte fokus på det positive, på det der lykkes, får mere energi til det daglige arbejde.
At skifte fokus
I vores uddannelse som socialpædagog har vi lært at fokusere på problemerne og at arbejde på at løse dem. At arbejde udelukkende problemorienteret er i det lange løb opslidende, da man let kommer til at befinde sig i et negativt defineret felt, hvor risikoen for udbrændthed er stor og mulighederne for udvikling er begrænset.
På Toften har vi besluttet, at vi i højere grad vil bruge vores energi på at fokusere på det positive - på det, der lykkes og gøre mere af det, da det er det, der lykkes, der giver energi, kreativitet og arbejdsglæde. Det er almindeligt indenfor vores fagområde at tale om det, vi ikke vil have, at tale om det, der ikke virker, at tale om det, vi vil undgå - dvs. at tale i mangelsprog. Hos os tror vi på, at hvis vi i stedet taler i ressourcesprog - altså taler om det, der virker, taler om det, vi ønsker os og gør mere af det, vil det give mere energi til arbejdet og livet i almindelighed.
Vandfaldsinterviewene på Toften
Helt konkret startede vi for et par år siden i forbindelse med, at Toften kom med i projekt “Et sundt arbejdsliv” med at arrangere nogle såkaldte “vandfaldsinterview” mellem personalet på tværs af afdelinger og faggrupper. 2 medarbejdere skulle på skift interviewe hinanden og dykke ned i nogle personlige succesoplevelser på arbejdspladsen og fordybe sig i dem.
Vores oplevelse af dette er, at det har forstærket den positive “ånd” i huset - en form for ny energi. Det har bl.a. betydet, at stemningen blandt personalet på tværs af afdelingerne og på tværs af faggrupperne er blevet mere positiv, hvilket jo selvfølgelig også er med til at give et endnu bedre samarbejde. Som en medarbejder udtaler det: “Det er, som om smilene er blevet bredere, og at vi hilser mere hjertelig på hinanden”.
Der er opstået større fællesskab og forståelse for hinandens arbejdsområde. Jo “tættere” fællesskabet bliver jo mere opmærksomme bliver vi, hvilket bl.a. tydeliggøres i følgende historier:
John har en morgenvagt, men har et sygt barn. Han ringer og foreslår, at hvis aftenvagten tager morgenvagten, kan hans kone nå hjem fra arbejde og være hos deres syge barn, så han kan møde ind til aftenvagten.
Pia er på grund af ulykke i familien sygemeldt for en længere periode. Hun er plaget af samvittighed over at sætte arbejdspladsen i bekneb, men oplever at ledelse og kollegaer viser stor omsorg, interesse og støtte. Denne medmenneskelige omsorg giver tryghed og tillid til, at hun med god samvittighed kan fordybe sig i privatlivet. Pia oplyser efterfølgende, at denne omsorg, har været medvirkende til at give hende endnu større lyst og energi til arbejdet.
Vi har på Toften haft megen glæde / udbytte af fælles tema-dage for hele institutionen, med fokus på udvikling af arbejdsmiljøet. Temadagene har været med til at styrke fællesskabet yderligere.
Et eksempel på godt samarbejde på tværs af afdelinger og faggrupper er bl.a. denne historie:
“Hanne - Toftens socialrådgiver var på arbejde en lørdag for at passe et spædbarn, som var anbragt i en plejefamilie. På et tidspunkt, hvor spædbarnet sover, kommer en pædagog fra én af døgnafdelingerne tilfældig forbi og fortæller, at hun har problemer med en tidligere elev, som er kommet uanmeldt, meget aggressiv og vil ikke gå igen. Socialrådgiveren tilbyder sin hjælp og går på afdelingen, hvor hun tager sig af børnene mens pædagogen klarer opgaven omkring den tidligere elev”.
Senest revideret den 30. januar 2012