Den gode historie

Tidligere havde vi på personalemøderne et punkt, der hed “ris/ros”. Vi erfarede, at hvis nogen gjorde brug af punktet, var det for det meste for at uddele ris eller tale om det problemfyldte. Det var sjældent, der blev uddelt roser. I dag handler langt de fleste gode oplevelser (historierne) om anerkendelse og påskønnelse af en kollega’s indsats i forskellige situationer. Altså ros og skulderklap til hinanden, hvilket klart øger lysten og energien til arbejdet. Samtidig har det givet en større åbenhed og tryghed i personalegruppen, hvilket bl.a. er kommet til udtryk ved supervision, hvor medarbejderne i højere grad tør tage svære emner op.

Ligeledes er det blevet mere almindeligt på Toften, at der i dagbogsnotaterne også nævnes det, der har været godt - successerne - i arbejdet med børnene. At fokusere på og nedskrive en positiv oplevelse, er det med en større energi og lyst, man møder barnet.

På Toften anerkender vi, at der er svære ting og problemstillinger, som ikke bare kan/skal negligeres og “snakkes væk”, men vi er blevet klart bedre til at arbejde værdsættende med problemerne - at finde de små successer og at finde konstruktive muligheder i stedet for at begrave os i problemerne. I stedet for: “hun/han gjorde også sådan...” forsøger vi at se: “hvad kunne vi ønske os i stedet”.

Ved f.eks. vagtskifte, forsøger vi i højere grad at fokusere på det, der lykkes i arbejdet med børnene. Kan man slutte en vagt med at fortælle om gode oplevelser, er det med et helt andet mentalt overskud, man går hjem fra en vagt, samtidig med, at det har en positiv indflydelse på den/dem, der skal overtage vagten. Sidegevinsten er, at energi og arbejdsglæde blandt medarbejderne har en afsmittende virkning på relationen til børnene.

At små successer også er muligt at “opdage” er denne historie fra en medarbejder et eksempel på:

Peter arbejder på afdelingen med de 0-6 årige. Ét af børnene har diagnosen DAMP, er hyperaktiv og skal have tingene gentaget rigtig mange gange, før han kan gøre det, han bliver bedt om. Ved vagtskifte var Peters gode historie, at han i dag kun skulle gentage noget 5 gange overfor barnet, inden han gjorde det, han blev bedt om.

En anden historie stammer fra en medarbejder, der arbejder på afdelingen for de 10-15-årige. En forsagt 14-årige skulle på week-end hos sin mor fra lørdag til søndag, hvilket var aftalt gennem sagsbehandleren. Samarbejdet mellem sagsbehandler/Toften og pigens mor har i hele anbringelsesperioden været noget anstrengt. Pigen insisterede på at ville afsted om fredagen, hvilket medarbejderen selvfølgelig sagde, ikke kunne lade sig gøre i forhold til aftalen, men pigen endte med at forlade Toften og tage afsted til mor alligevel. Medarbejderen gik frustreret hjem fra sin vagt og følte, at hun ikke havde slået til, da det ikke var lykkedes hende at forhindre pigen i at tage afsted imod aftalerne. På efterfølgende personalemøde fremkom medarbejderen med sin frustration over episoden. Én af kollegaerne sagde, at man jo også kunne antage en anden vinkel og sige, at det var stærkt af pigen at gå imod det, der var besluttet samt at hun jo havde ringet fra sin mor og sagt, at hun var der, og hun var kommet tilbage til aftalt tid om søndagen.

Hvis vi ser på, hvad projektet hidtil har givet os og vores arbejdsplads må det være, at

• vi er blevet mere opmærksomme på det vigtige i at få ændret fokus fra det problemorienterede til at fokusere på det positive og på udviklingsmulighederne - at gå på jagt efter det, der lykkes, udforske hvad der gør, at det der lykkes og gøre mere af det.
• at samtaler/interwiev på tværs af afdelingerne og faggrupperne har givet øget forståelse og anerkendelse af hinandens arbejdsvilkår og bevæggrunde, bedre samarbejde samt større omsorg for hinanden.
• at vi er blevet mere opmærksomme på, at det er vigtigt med værdsættelse og anerkendelse, da det giver øget energi og arbejdsglæde, som smitter af på omgivelserne og er med til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø.

Vores fremtidshåb er:

• at fokusskiftet fra at være mere problemorienteret til at se på muligheder fortsat bliver en del af huset.
• at vi i fremtiden formår at fastholde den værdsættende samtaleform
• at den værdsættende samtaler fortsat bliver brugt i forhold til arbejdet med børnene, børnenes forældre samt andre samarbejdspartnere
• at vi implementerer andre og nye redskaber/metoder i tråd med den værdsættende samtale
• at vi i fremtiden fortsat taler om det vi ønsker os, taler om det der virker, taler om den fremtid, vi ønsker os, taler i et ressourcesprog, sikrer at folk forstår den helhed de er en del af, så vi kan finde ud af at handle hensigtsmæssigt samt se forandring som noget, der sker i samtalen
• at Toftens personale gerne vil lære om/af og finde frem til de bedste udviklingsmuligheder med udgangspunkt i det som allerede virker.