Om værdsættende samtale
Den værdsættende tilgang handler om at se på det, der virker, og lade sig inspirere af det.
Fokus på det, der virker
Taler vi fx om et forløb i forbindelse med en opgave på arbejdet, undersøger vi ikke, hvad der gik galt, men spørger:
- Hvad er et godt forløb?
- Hvornår har vi haft et godt forløb? Eksempler.
- Hvad skal der til, for at vi får endnu flere gode forløb?
- Hvad skal jeg gøre mere og mindre af?
- Hvad skal andre gøre mere og mindre af?
Det lærer vi noget andet af end ved at analysere vores fejltagelser. Når vi søger efter fejl, finder vi fejl. Når vi søger efter løsninger, finder vi løsninger.
To grundlæggende antagelser
Den værdsættende metode bygger på to grundlæggende antagelser:
1. Vi motiverer bedst andre mennesker og os selv til nytænkning og forandring, når vi anerkender og værdsætter hinanden og os selv.
2. Vi har en tendens til at udvikle os i retning af de mest lovende og positive fremtidsbilleder.
Ligesom vores krop kræver mad, kræver vores personlighed også næring i form af opmærksomhed, værdsættelse og feed-back. Ved at give bestemte sider af dig selv eller andre maksimal interesse, støtter du en positiv udvikling.
At værdsætte er et andet udtryk for at sætte pris på eller at påskønne.
Vejen til selvværd og mod på nye udfordringer
- Succes giver os større selvværd og mod på nye udfordringer.
- Ros og opmærksomhed fra andre giver os større selvværd og mod på nye udfordringer.
- Ros og opmærksomhed fra os selv giver større selvværd og mod på nye udfordringer.
- Vi kan lære meget mere af vores succeser end af vores fejltagelser
Opgør med problemtænkning
Den værdsættende metode er et mentalt opgør med problem- og mangeltænkningen:
Problemtænkning:
Problemtænkningen fokuserer på problemer, fejl og mangler. Vi løser problemer i følgende model:
- Problemidentifikation
- Årsagsanalyse
- Løsningsmuligheder
- Handleplaner
Værdsættende tænkning:
Den værdsættende tilgang fokuserer på ressourcer, værdier og drømme. Vi ønsker at skabe en bedre fremtid efter følgende model:
- Find succeserne, det vi kan være stolte af
- Skab billeder af den fremtid, vi ønsker os.
- Skab fælles billeder af en opnåelig fremtid
- Sæt processer i gang for at virkeliggøre fremtidsbilledet
Værdsættelse personligt og på arbejdspladsen
Værdsættende tilgang på det personlige plan:
- Du værdsætter dig selv - accepterer og respekterer dig selv for din indsats, selv om du ikke er et perfekt menneske.
- Du ser dine egne succeser og lærer af dem
- Du sætter personlige mål - på kort og langt sigt
Værdsættende tilgang på arbejdspladsplan:
- Vi lærer af successerne - ikke kun problemerne
- Vi har udgangspunkt i, hvad vi vil OPNÅ - ikke hvad vi vil UNDGÅ.
- Vi går efter drømmene - og skaber en proces, der kan skaffe os hen mod den.
Senest revideret den 30. januar 2012