Fortælledage
Fortælledage kan være med til at "holde gryden i kog”, når I arbejder med den værdsættende tilgang.
På fortælledagene fastholder I fokus på den gode historie fra medarbejderne og I kan opdatere principperne bag den værdsættende samtale.
Det kan enten være ledelsen eller en frontløbergruppe, der står for fortælledagen, som I fx. kan afholde hvert kvartal. I kan lægge ud med, at en medarbejder holder oplæg med eksempler på, hvor den værdsættende tankegang er lykkedes. Drøft oplægget i personalegruppen for at skabe en fælles forståelse og give mulighed for feedback.
”Gul seddel øvelse”
Den såkaldte ”Gul seddel øvelse” kan I med fordel bruge på en fortælledag eller personaledag. Den kan styrke jeres kultur for kommunikation og samtale på arbejdspladsen eller i et jeres team.
Beskrivelse af øvelsen
Øvelsen er bygget op om, at afdelingens - eller gruppens medlemmer er i fokus på skift. Man bliver interviewet på skift af en fra gruppen om et bestemt emne, som gruppen selv har sat på på dagsordenen.
Man kan for eksempel fortælle om sine 1-3 bedste oplevelser eller historier fra arbejdspladsen om det udvalgte emne. Intervieweren skal aktivt, anerkendende spørge ind til historierne. De andre i gruppen eller afdelingen skal fungerer som ”ressource-spejdere” det vil sige, de skal tænke over kvaliteter og kompetencer ved fokuspersonen og skrive disse ned på gule sedler (post-it), sådan at hver kompetence har sin egen seddel.
Når interviewet er færdigt tager hver ressource-spejder sine sedler og giver dem en efter en til fokuspersonen og forklarer samtidig, hvornår vedkommende selv har oplevet netop denne ressource eller kvalitet ved fokuspersonen og hvorfor man sætter pris på den. Derefter vælges en ny fokusperson indtil alle har prøvet at få gule sedler.
Øvelsen kan øge jeres bevidsthed om gruppen som en sammenhængende helhed, fordi I får sat ord på, hvordan kollegernes handlinger er værdifulde og gør en forskel for teamet og dets arbejdsområder. Desuden kan øvelsen hjælpe med at gøre det til en vane at give positiv feedback og på den måde forbedre kommunikationskulturen.
Senest revideret den 22. februar 2012