Tværfagligt samarbejde kommer ikke af sig selv

Gode sammenhængende patientforløb bygger på et tæt samarbejde mellem de mange involverede faggrupper. Derfor skal faggrupperne have gode rammer for at lære af, om og med hinanden, lyder filosofien på Glostrup Hospital.

At rehabilitere patienter efter fx en hjerneskade er en opgave, der kræver mange faggruppers samstemte indsats. Læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter, ergoterapeuter, neuropsykologer, talepædagoger, socialpædagoger, socialrådgivere og sekretærer kan alle spille en væsentlig rolle i de behandlingsforløb, der på Glostrup Hospital siden 2007 har været forankret i en særlig afdeling for højt specialiseret neuro-rehabilitering.

Koordinationsbehovet er derfor meget stort, og det har afdelingen de seneste år taget flere skridt for at tage højde for. I løbet af 2011 blev der sat ekstra fokus på den tværfaglige selvforståelse i afdelingen, og i april 2012 blev de forskellige faggruppers tidligere fysisk adskilte lokaler samlet. Med tiden skal denne enhed samlet flytte ind i et nyt rehabiliteringshus på Glostrup Hospital.

Rammer for koordinering

I sammenlægningsprocessen har hospitalets filosofi om interprofessionel læring og samarbejde (IPLS) været en vigtig ledetråd. Det har kort sagt handlet om at skabe de bedst mulige rammer om den relationelle koordinering mellem faggrupperne – alt sammen med udgangspunkt i patientforløbet og patienternes behov.

Eksempelvis sad ergo- og fysioterapeuter, der spiller en væsentlig rolle i behandlingen, tidligere i en tværgående enhed adskilt fra afdelingen. Nu er disse to faggrupper organisatorisk og fysisk integreret i afdelingen, og den sædvanlige ledelsesduo med læge + sygeplejerske er udvidet med en ledende terapeut.

I forbindelse med sammenlægningen nedsatte afdelingsledelsen sammen med MED-udvalget tre arbejdsgrupper til at understøtte det interdisciplinære samarbejde med særlig fokus på følgende tre perspektiver: selve flytningen og de fysiske rammer, arbejdstilrettelæggelsen samt de sociale og kulturelle forhold.

Et skridt i den rigtige retning

Tilpasningen af afdelingens fysiske rammer blev således også set i et tværfagligt lærings- og samarbejdsperspektiv. Den midlertidige base på Hvidovre Hospital gav ganske vist ikke de bedste muligheder for at indrette sig optimalt, men ved at sætte fokus på emnet kom man alligevel et stykke vej i den rigtige retning.

Eksempelvis sad fysio- og ergoterapeuterne tidligere i ét lokale på første sal, lægerne et andet sted på etagen, plejepersonalet havde til huse på afdelingen, mens de øvrige faggrupper var spredt rundt om på hospitalet. Nu er det lykkedes at samle de to afdelingers terapeuter samt at finde lokaler, hvor nogle af faggrupperne kan være samlet. Lægerne og neuropsykologerne sidder dog fortsat for sig i en pavillon uden for afdelingen.

En af afdelingens ledere, Hanne Munk, forklarer, at der er både praktiske og symbolske udfordringer i den fysiske adskillelse.

– Dem, du kommer til at opfatte som dine kolleger, er ofte dem, du siger goddag til om morgenen og farvel til om eftermiddagen; dem, du spiser din frokost og drikker kaffe med.

Desuden forbliver én faggruppes arbejdsopgaver let usynlige for de andre, og det kan nemt skabe myter og fordomme om fx arbejdsvilkår og -belastninger. Det har afdelingen blandt andet forsøgt at modvirke ved at finde anledninger til at bringe de forskellige faggrupper fysisk sammen.

Samles en gang om dagen

En af udfordringerne i et tæt dagligt samarbejde er, at de involverede faggrupper kan have behov for meget forskellige dags- og arbejdsrytmer. Mens én gruppe har brug for en høj grad af forudsigelighed i arbejdstilrettelæggelsen, kan en anden være helt afhængig af at kunne skifte fleksibelt mellem flere opgaver.

En af arbejdsgrupperne så derfor på, hvordan man kunne få skabt et bedre udgangspunkt for en fælles planlægning. Det handlede blandt andet om overhovedet at skabe tid og rum til at mødes.

Ved at justere arbejdstiderne er det fx blevet muligt, at hele personalet hver dag mødes til en såkaldt safety briefing, der typisk blot tager fem minutter. Her samles medarbejderne ved en stor tavle, hvor de gennemgår patienterne én for én. På den måde bliver der delt viden om eventuelle væsentlige forandringer i patienternes tilstand, og alle ved, hvad der skal ske med de enkelte patienter. Derefter samles flere faggrupper til en kort session og aftaler en samlet plan for patientens dag. Den plan gives så videre til patient og pårørende, så alle kender dagens forløb.

For at knytte de fagprofessionelle grupperinger tættere sammen har en gruppe taget sig af at få styr på nogle af de sociale og kulturelle forhold, som kan være med til at samle – eller splitte – et kollegialt fællesskab: kaffekasse, gavekasser, sommerfest, oprydning i personalerummet mv.

Da IPLS-arbejdet kræver meget af lederne, har Glostrup Hospital desuden særlig fokus på de elementer i ledelsesopgaven, der bidrager til at understøtte det interprofessionelle samarbejde.

Kilde: Casen stammer fra BrancheArbejdsmiljøRådene 3BARs kortlægning af, hvordan der arbejdes med social kapital i den offentlige og finansielle sektor. Læs mere omkring at arbejde med social kapital her


Hvad er IPLS?

Interprofessionel læring og samarbejde (IPLS) er kort fortalt, når to eller flere faggrupper lærer med, af og om hinanden i et interagerende samarbejde med inddragelse af patienten.

Målet er at udvikle en sammenhængende praksis mellem professionelle fra forskellige discipliner for på den måde at forbedre og udvikle samarbejdet om patientbehandlingen og plejen.

Kilde: Dansk Selskab for Interprofessionel Læring og Samarbejde i Sundhedsvæsenet.


Senest revideret den 7. april 2020