Del: - -

Workshops

Uklare og modstridende krav i arbejdet

Vi ser nærmere på uklare og modstridende krav i arbejdet hos jer. Prøv BFA’s redskab om uklare og modstridende krav i arbejdet. Hvornår har vi selv indflydelse på at håndtere forskellige krav i arbejdet og hvornår er det nogle andre i organisationen, der skal tage beslutningerne? Uklare krav eller modstridende krav i arbejdet kan være frustrerende og en belastning, hvis ikke kravene imødegås og forebygges. Prøv redskaber fra BFA og få sparring til hvordan I kan bruge det på jeres arbejdsplads.
Mille Trøst Simonsen og Sabine Brix Mølgaard, BFA

Følelser på job - og alle de andre krav i arbejdet.

Hvad betyder det for arbejdsmiljøet, når flere krav støder sammen og er i spil. Når der er høje følelsesmæssige krav i arbejdet - og det nogle gange både skal gå stærkt, og der er flere forskellige forventninger til, hvordan man løser opgaverne, eller at der er uklare krav, så man bliver i tvivl om, hvornår arbejdet er ”godt nok”. Det kan fx være grund til konflikter og i værste fald være ekskluderende og medføre krænkende handlinger.
Henrik Eriksen, TeamArbejdsliv

Trivsels Tænke Tank (3T) – Et værktøj til fokus på medarbejdertrivsel

Hvad er en trivselstænketank? Hvordan kan man bruge den til at få et godt psykisk arbejdsmiljø?På Rigshospitalets afdeling for Patologi, har vi arbejdet med at styrke relationerne mellem ledelse og medarbejdere ved at skabe et rum, hvor medarbejderne føler sig set og hørt af ledelsen. Udvalgte medarbejdere deltager med nye trivselsidéer, som ledelsen vurderer og implementerer sammen med medarbejderne på afdelingen.

De tillidsvalgte faciliterer mødet, hvilket er med til at skabe en tæt kontakt mellem dem og kollegerne. Ud over de gode trivselsidéer fra medarbejderne, er tiden og rummet med til at skabe holdånd, stolthed og bidrager til øget arbejdslyst.
Ann-Christina Toft Sørensen og Sanni Charlotte Pedersen, Rigshospitalets afdeling for Patologi

Løs problemet for mig

Mange arbejdspladser har masser af viden, erfaringer og idéer til, hvordan der kan arbejdes både forebyggende og med håndtering af stor arbejdsmængde og tidspres i arbejdet. Ofte er denne viden ikke delt og er i det skjulte. Men tænk, hvis den var tilgængelig, og andre kunne løse dine problemer for dig?

På denne workshop tager vi fat i temaet fra Bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø ”stor arbejdsmængde og tidspres”. Vi afprøver metoder der sætter fokus på, at få eksisterende viden og erfaringer i spil blandt deltagerne, samt at få samlet op på de idéer deltagerne høster fra hinanden. Alle deltagere får et lille metodekatalog med hvori der er metoder til viden- og erfaringsudveksling og til tilrettelæggelse af næste skridt.
Lea Gaulshøj Thomsen og Karin Thomassen SPARK

Hop i Arbejdstilsynets fodspor

Og få et kig ned i den værktøjskasse, som de tilsynsførende bruger, når de fører tilsyn med bekendtgørelsen om psykisk arbejdsmiljø. Prøv selv kræfter med vurdering af, om risikoen for sikkerhed og sundhed er effektivt forebygget.
Mette Mogensen og Julie Greve Lindholm, Arbejdstilsynet

Restitution og pausekultur

Bliv klogere på betydningen af restitution og pauser – både for sundhed og trivsel og for at kunne løse jeres opgaver godt og effektivt. Du får lejlighed til at dele udfordringer og gode erfaringer med deltagere fra andre arbejdspladser, lytte til podcast og se film, du kan bruge på din arbejdsplads.
Eva Thoft, TeamArbejdsliv

Når faglighed og arbejdsmiljø er hinandens forudsætninger

På workshoppen præsenteres erfaringerne med at sammentænke faglighed og arbejdsmiljø som hinandens forudsætninger. Det sker i en kontekst af arbejde med børn og unge med særlige behov, og der vil være særligt fokus på erfaringer med mindfulness og compassion som måder at forstå og være i en arbejdsmæssig kontekst, der er præget af blandt andet følelsesmæssige belastninger, et potentielt højt konfliktniveau og forskelligrettede krav i arbejdet. Workshoppen vil indeholde beskrivelse af metoder og dokumentation af resultater, og der lægges op til en drøftelse af resultaterne og erfaringernes anvendelighed i andre arbejdsmæssige sammenhænge.
Mikael Carlsen og Tobias V. Nielsen, Center for Specialpædagogiske Børnetilbud, Aarhus Kommune

Selvstyrende teams – vejen til god prioritering og godt arbejdsmiljø?

At fore­bygge negative konsekvenser af stor arbejds­mængde og tidspres er en af hovednøglerne til et godt psykisk arbejdsmiljø. Hvordan gør vi det bedst? Og hvordan kan små selvstyrende teams være en del af løsningerne? Kom og hør erfaringerne fra de selvstyrende teams i hjemmeplejen i Ringsted Kommune. Og prøv BFA’s redskaber om at prioritere og sammen stille skarpt på det vigtigste.
Med ledere og medarbejdere fra de selvstyrende teams i hjemmeplejen i Ringsted Kommune samt Kamilla Vesøen og Mads Kristoffer Lund, BFA

   

 


Senest revideret den 3. oktober 2023