Der er hverken flammer eller gløder i det lejrbål, som terapeuterne af og til mødes om på Hvidovre Hospital. Det er bare noget, de kalder det, fordi de sidder i rundkreds og skiftes til at tale og lytte – uden at nogen giver gode råd undervejs.
De fortæller hinanden om de følelser, de oplever på jobbet. Om glæder og sorger. Om håbløshed og utryghed. Om følelsen af ikke at kunne gøre nok. Af og til er der en, der græder. Det er okay. Det er en del af det at dele sine følelser på godt og ondt, og det er fuldt ud anerkendt af gruppen.
”Det er bare det, at der er tid og rum og plads til, at man kan sige det højt uden at føle, man bliver udstillet. Det giver en form for lettelse at gå derfra uden at der er nogen, der skal løse noget for en,” siger Sidsel Pultz Jakobsen.
Tyndslidte efter Corona
Sidsel er arbejdsmiljørepræsentant på en fysio- og ergoterapeutisk afdeling for medicinske og gastrologiske patienter. Der er cirka 25 terapeuter ansat, og især efter den anden Corona-bølge var de helt tyndslidte, og de overvejede, hvad de skulle gøre ved det.
”Vi havde flere seancer med en præst, men der var stadig noget, der var ubearbejdet. Vores leder kaldte det blå mærker. Vi havde ikke åbne sår, men hvis man trykkede på de blå mærker, så gjorde det ondt. Vi kunne mærke, at vi ikke kunne rumme så meget som før. Nogle var bange for en ny Coronabølge, og vi blev mere kede af det, når nogen døde, eller når man følte, at man ikke kunne gøre nok for patienterne,” fortæller Sidsel Pultz Jakobsen.
Der er mange følelser i spil på afdelingen. Ud over arbejdspresset, så er der mange hårde patientforløb, der ikke altid går den vej, man håber på. Her kommer alt fra hjerte- og lungepatienter til nyopdaget cancer og palliative patienter. Nogle af dem kommer ambulant, andre er indlagte.
”Vi har mange alvorligt syge mennesker, der kommer gennem længere tid. Man kommer lidt ind på livet af folk og taler tit om personlige ting. Så er det svært at se på, når de får det dårligere. Man tænker, det kunne have været min mor eller mig. Man bliver ked af det på patientens vegne. Især hvis man føler sig utilstrækkelig i sine behandlingsmuligheder og er presset på tid,” siger Sidsel Pultz Jakobsen.
Frivilligt at melde sig til lejrbål
To af Sidsels kolleger deltog i en cancer-konference, hvor Per Isdal holdt oplæg om følelser på job. Han har i bogen ”Medfølelsens pris” beskrevet lejrbålmetoden, som egentlig er ganske simpel.
De to kolleger tog inspirationen med hjem, og ledelsen var med på at afprøve det.
”Vi havde en dialog med ledelsen og var enige om, at det ikke skulle være en sladreklub, hvor vi snakkede om vores frustrationer over vagtplaner og ledere. Det skulle være et sted, hvor vi kunne få aflad for de svære følelser, vi har på jobbet,” siger Sidsel Pultz Jakobsen.
En stressrådgiver fra Hvidovre Hospital hjalp gruppen af terapeuter i gang, og så blev der sat en seddel op.
”Det var frivilligt at deltage, men når man meldte sig, var man også forpligtet til at prioritere det. Og alle skulle være indstillet på at dele deres følelser med os andre. Det er ikke nok at lytte,” siger Sidsel Pultz Jakobsen.
Lejrbålet er et fortroligt rum med et simpelt regelsæt
Ti meldte sig til den første gruppe, som havde lejrbål en time otte gange i foråret 2022. Der var tre uger mellem hvert møde. I efteråret 2022 er en ny gruppe i gang efter samme simple regelsæt:
- 8-10 personer sidder i rundkreds en times tid.
- De starter med at ’stirre ind i bålet’ og tænke over en følelse, de har haft for nylig, og hvilke situationer der fremkalder den.
- Så skiftes de til at fortælle om følelsen. Ingen må afbryde, røre eller trøste en, der græder. Når en person er færdig med sin historie, må 2-3 komme med støttende og forstående bemærkninger. Gode råd og vurderinger er ikke tilladt.
- Alt der bliver sagt i rummet, bliver i rummet. Der er gensidig respekt og fortrolighed.
- Til sidst er det muligt at vende, om der er nogen fra lejrbålet, der har brug for ledelsens hjælp til for eksempel at håndtere stress. Det har der ikke været indtil videre.
”Det sværeste i starten var, at vi bare skulle se på, når der var en, der græd. Vi er vant til at røre ved mennesker, så det var svært at holde distancen. Men det blev lettere. Jeg tænker ikke, at det er et svaghedstegn at græde, men når man selv gør det, så føler man, at man mister kontrollen. Det var faktisk rart, at man kunne få lov at græde uden at føle sig udstillet,” siger Sidsel Pultz Jakobsen.
Hårdt men også en følelse af ikke at være alene
Deltagerne på første hold var primært positive over for metoden. De udtrykker sådan noget som:
”Det har givet en ro i kroppen og hovedet, når man har fået delt ting/tanker, som ellers kan være svære at dele under en frokost.”
”.. jeg blev mødt i, at jeg ikke var alene med mine tanker og følelse. At blive anerkendt og hørt gav mig en fornyet energi.”
Men der var også nogle, der syntes, det var hårdt. En bemærkede:
”Man kan være træt og ’tung’ i hovedet efter dette. Formentlig fordi der bliver sat tanker i gang (hvilket både kan være positivt og negativt).”
Uanset om det er hårdt eller ej, så mener arbejdsmiljørepræsentanten, at det er vigtigt at have mulighed for at tale om følelser.
”Det kan aldrig være en dårlig ide at fortælle, hvordan man har det, og høre, at andre har de samme tanker om tingene,” siger hun.
Det fungerer fint, at det er et afsluttet og overskueligt forløb på otte gange. Skulle nogle af deltagerne på et senere tidspunkt få brug for at være med i en gruppe igen, så er det muligt at starte hold op efter behov.
”Ledelsen er med på, at hvis det giver mening, så gør vi det. Indtil videre har det ikke været relevant at køre det ”on going” hele året hver 3. uge,” siger Sidsel Pultz Jakobsen.
