Af journalist Lone Bolther Rubin
Er det sikkert at gå alene ud med en beboer i dag? Det er helt sikkert et spørgsmål, som de fleste pædagoger i botilbud og døgninstitutioner jævnligt stiller sig selv. I kender selv spørgsmålet i et utal af andre variationer alt efter institutionens karakter.
På Askegården i Randers er det ikke bare et spørgsmål, man stiller sig selv. Man spørger desuden en til to kolleger, inden man beslutter sig for at gå ud. Beboerne er voksne udviklingshæmmede. Flere af dem er dømt for vold i forbindelse med andre anbringelser.
Inden man går ud kigger man desuden i risikovurderingen. Det er en elektronisk journal, der bliver udfyldt hver gang, der er vagtskifte, så man kan se flere dage tilbage i tiden.
Vælger man at gå ud med borgeren, skriver man sit telefonnummer, hvor man tager hen, og hvornår man forventer at være tilbage. Kollegerne skriver under.
Ny systematik i hele regionen
Det er en systematik, som er ret ny for Askegården og i øvrigt for alle lignende institutioner i Region Midtjylland. Det blev indført, efter at en medarbejder blev slået ihjel på Blåkærgård ved Viborg.
- Det har ikke ændret så meget, men vi har haft en værdifuld diskussion om pædagogik og sikkerhed. Førhen kunne en medarbejder godt finde på at tage en beboer ud for få luft efter en episode. Det gør vi ikke mere. Vi har meget mere fokus på vores egen sikkerhed, siger afdelingsleder Allan Borresen.
Risikovurderingen er blevet et dagligt værktøj i forbindelse med overlap mellem nathold, daghold og aftenhold.
Borgerne vurderes på seks parametre
Borgerne vurderes efter, om de afviger fra normalen på seks parametre: Forvirring, irritabilitet, støjende adfærd, fysiske trusler, verbale trusler og angreb på genstande.
Efter overlevering går medarbejderne ud og møder beboerne ansigt til ansigt. Herefter mødes medarbejderne igen og drøfter, hvilke ønsker der er, og hvad der er realistisk at gøre i løbet af dagen.
- Den store forskel er, at det er blevet skemalagt. Det er tidskrævende, men det giver et overblik, vi ikke havde tidligere. En episode mandag kan godt have indflydelse på risikovurderingen fredag, hvis vi ved, at den pågældende gemmer på sine frustrationer, fortæller afdelingsleder Allan Borresen.
Det kunne måske have forhindret, at en beboer stak en pædagog ned i november sidste år. Beboeren var meget rolig den pågældende dag, da medarbejderen tog hende alene med i køkkenet. De to havde sædvanligvis et godt forhold til hinanden, så der var ingen alarmklokker, der ringede.
Havde de haft skemaerne, som de har i dag, ville de imidlertid have været mere påpasselige. Beboeren havde nemlig nogle dage forinden haft et større udfald.
Læs også: For og imod knive ”i snor” og Sikkerhedsplaner i fokus
Oplever konsekvens efter trusler
Er scoren i risikovurderingen over 0, har det konsekvenser for hvilke aktiviteter, borgeren kan deltage i. Arbejdsmiljørepræsentant Karin Larsen er glad for værktøjet.
- Beboerne oplever konsekvensen meget mere, og det er et godt udgangspunkt for en pædagogisk snak. Jeg oplever, at beboerne holder mere fast i sig selv, siger hun.
For eksempel var der en beboer, der måtte blive hjemme en dag, fordi han havde truet en medarbejder. Først var han vred over det, men efter at have snakket med Karin om det, blev han mere reflekteret og forstående.
- Jeg hjalp ham af med frustrationen. Han havde ikke prøvet det før, så det var en læring for ham, siger Karin Larsen.
Retter pædagogikken til
Systematikken i risikovurderingen gør også, at det er muligt at finde frem til mere grundlæggende årsager til bestemte adfærdsmønstre.
- Vi retter pædagogikken til, hvis der er noget, der konstant udløser en risikovurdering, siger Karin Larsen.
Risikovurdering er blot et ud af flere sikkerhedstiltag på Askegården. Hele huset er for eksempel bygget med mindst to udgange fra alle rum, der er overfaldsalarm, knive er sat fast til væggen, og der er gitter bag førersædet i bussen.
