Del: - -

CASE: Sætter fokus på det, der er svært

Spil gør det lettere at snakke om supervision og andre kildne spørgsmål blandt læger landet over

Af freelancejournalist Lone Bolther Rubin

Hvordan får man talt om det, som er allervigtigst, når ingen tør sætte det på dagsordenen? Foreningen af Speciallæger, Yngre Læger og Overlægeforeningen har fundet en brugbar løsning.

Inspirationen kom i 2017 på et internat for Yngre Lægers arbejdsmiljøudvalg. Chefkonsulent for arbejdsmiljøudvalget i Yngre Læger, Tina Frisk Kjettrup, der også sidder med i BrancheFællesskab Arbejdsmiljø (BFA), havde fået fingrene i en beta-version af BFA’s dialogværktøj ”Veje til bæredygtigt arbejdsmiljø”. Og det skulle de prøve af.

Fik inspiration til at udvikle deres eget spil

”BFA’s spil rammer rigtig godt, men vi oplevede, at spørgsmålene ikke var konkrete nok til vores verden. Men to af vores politisk valgte fra henholdsvis Yngre Læger og Foreningen af Speciallæger blev så inspirerede, at de tog initiativ til at udvikle vores eget spil,” fortæller Tina Frisk Kjettrup.

Det blev til et kortspil med 30 konkrete udsagn til diskussion og med en meget forenklet spilleplade på et A4 ark. Det ligner ikke BFA’s spil, men det kommer hele vejen rundt om det, som er vigtigt for læger.

Sproget er kommet tæt på hverdagen, så lægerne kan genkende situationen, og så er de krydret med humoristiske tegninger.

Alle kort starter med ”Jeg kunne godt tænke mig, at…” og så kommer det konkrete udsagn. Det er f.eks.

  • at vi var mere stolte af at være læger på denne afdeling
  • vi var bedre til at samarbejde
  • tale mere med min nærmeste leder

Deltagerne skal hurtigt prioritere de 30 kort efter, om der er nogen, der kan genkende sig selv i udsagnet. Herefter gennemgår man de udvalgte kort, fortæller historier, der knytter sig til det, og udvælger så to, der kræver handling.

Stor efterspørgsel på at tale om det, der er svært

Det færdige spil blev i 2018 sendt ud af både Yngre Læger og Overlægeforeningen til afdelinger i hele landet. Og hver gang, der er kursus for tillidsrepræsentanter i Yngre Læger bliver de præsenteret for spillet og får det med hjem. Selvom det dermed er kommet meget langt ud, bliver det stadig efterspurgt.

”Vi har fået 50 efterbestillinger i Yngre Læger. Det tager jeg som et tegn på, at vores medlemmer hører om det, og at de føler, de kan bruge det til noget,” siger Tina Frisk Kjettrup.

Tillidsrepræsentanten kan løfte bredere

Et af de medlemmer, der har kunnet bruge det til noget, er Gitte Normann Jørgensen. Hun arbejdede indtil for nylig på Hvidovre Hospitals Børne- og Unge Afdeling, hvor hun var tillidsrepræsentant.

12-13 yngre læger fra afdelingen prøvede spillet på en workshop, og det gjorde faktisk hendes arbejde som tillidsrepræsentant nemmere.

”Vi kom i dybden med tingene. Jeg har godt hele tiden vidst, hvilke udfordringer afdelingen har, det er noget vi løbende snakker om, men her fik vi drøftet udfordringerne i en større gruppe, og vi fik sat fælles ord på dem. Det gør, at jeg står stærkere som tillidsrepræsentant, når jeg skal gå videre med det,” fortæller hun.

Blandt andet havde de fokus på fordeling af vagter og tilkald ved sygdom, og det er mundet ud i nogle ønsker til arbejdstilrettelæggelsen, som ledelsen har lovet at forbedre.

Mangel på supervision kan være et tabu

Nogle af spørgsmålene i spillet handler indirekte om supervision, som er en essentiel del af yngre lægers arbejdsmiljø. Det er et af de områder, Tina Frisk har hørt meget positivt om blandt medlemmerne.

”Hvis vores medlemmer er glade for graden af supervision, så har de et godt arbejdsmiljø. Det hænger fuldstændig sammen. Men det er meget svært for yngre læger at tage op, hvis de ikke oplever god supervision. Bl.a. fordi det kan udstille deres egen mangel på kompetencer, og fordi de bliver bange for, om det kan sende dem bag i køen til den næste uddannelsesstilling,” fortæller hun.

Derfor er det vigtigt for lægerne, at spørgsmålet bliver stillet helt legitimt gennem et spil. At overlægerne har været med til at udvikle spørgsmålene gør det endnu mere legitimt.
”Bare det at få emnet taget op kan være svært, men når det præsenteres som en mulighed gennem spillet, så er det sluppet løs, og så er det meget nemmere,” siger Tina Frisk Kjettrup.

I arbejdet med arbejdsmiljø har Overlægeforeningen sammen med Yngre Læger lavet pjecen Arbejdsmiljø - kort fortalt som kan hentes her


Senest revideret den 9. februar 2023